Hver gang vi ses på arbejde, spørger du om hvordan jeg har det. Som alle andre svare jeg promte; fint tak. Men hver gang ser du lige igennem mig og får mig til at græde.
Du kender til mine inderste mørke huller, mine tabuer, ting jeg aldrig ville sige højt.
Men min mund kører bare, mens dit syle spidse jeg, borer sig dybere og dybere ind.
Sjovt nok kender du ikke min livret eller mit efternavn .. faktisk tvivler jeg på du overhovedet ved hvor jeg bor.
Men alligevel kender du mig bedre end nogen anden.
Irriterende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar